Turist i Schwerin - eventyrernes by
Schwerin er hovedstaden i Mecklenburg-Vorpommern og med næsten 96.000 indbyggere den mindste statshovedstad i Tyskland, men bestemt et besøg værd. Schwerin er grundlagt af Henrik Løve i 1160, og byens vartegn er det smukke Schwerin Slot, som ligner noget fra et eventyr og ligger på en ø midt i Schweriner See.
Schwerin Slot
Schwerin Slot kommer man ikke uden om, når man er turist i Schwerin. I årtier var slottet sæde for hertuger, men siden 1990 har det fungeret som sæde for Mecklenburg-Vorpommerns Landtag (delstatens lovgivende forsamling) og har således igen fået politisk betydning. Slottet har et tilknyttet slotsmuseum, hvor man kan beundre malerier, kunsthåndværk og skulpturer fra det 19. århundrede. Derudover er en tur i den smukke slotshave et absolut must, når man besøger Schwerin Slot. Haven er designet af havearkitekterne Klett og Lenné og bliver betragtet som en af de mest beundringsværdige barokhaver i Nordtyskland. Det er oplagt at tage en slentretur gennem parken, som også huser et orangeri, en grotte og en charmerende gårdhave, og man kan fx gøre stop i slotscafeen eller orangeriet, som også har tilknyttet en cafe, der er åben i sommermånederne.
Schwerin Slot tilbyder guidede rundture, hvor man kommer med bag kulissen og høre interessante fortællinger om rummene og artefakterne. Du kan også leje en audioguide og selv gå på opdagelse på slottet.
Events ved Schwerin Slot
Fra april til september finder der en bred vifte af underholdning sted omkring slottet og i slotsparken. Den historiske festival Schlossfest Schwerin er en af de mange events. Her kan man rejse tilbage i tiden til det 19. århundrede. Festen åbner med en parade gennem byen og op til slottet, hvor der i løbet af weekenden er forskellige aktiviteter på programmet. I slotsmuseet kan du fordybe dig i historie, og på slottet kan du møde figurer fra en anden tid i storslåede kjortler og gevandter, og ved slotsbroen åbnes der op for markedsdage med små boder med håndlavet kunsthåndværk. Om søndagen afholdes der åben dag i statsparlamentet i Mecklenburg-Vorpommern, hvor man kan få et kig ind bag kulisserne.
Mecklenburgischen Staatstheater, som laver alt lige fra musicals, teater, ballet og koncerter afholder årligt open-air forestillinger med slottet som kulisse. Se program over forestillingerne.
Seværdigheder i Schwerin - oplevelser omkring slottet
Overfor Schwerin Slot slottet ligger kunstmuseet Das Staatliche Museum Schwerin, som er hjem for over 100.000 kunstværker. Her kan man opleve både ældre og nutidig kunst og et særligt højdepunkt i udstillingen er det enorme maleri af næsehornet Clara. Museet tilbyder også guidede ture rundt i udstillingerne. Her kan du finde priser og åbningstider.
Blandt Schwerins seværdigheder er de mange søer, hvor man kan komme på bådtur fra april til oktober. Der udbydes bådture på forskellige længder og strækninger. Prøv fx den romantiske tur gennem Ziegelsee, hvor du kan nyde den smukke udsigt til søerne på en 2,5 times aftentur. Der er også flere steder, hvor man kan leje boards til SUP, kanoer, tømmerflåde og husbåde til en tur på søerne. Der er aktiviteter til flere dage, og campingpladser man kan overnatte på.
Ludwigslust Slot
Schwerin Slot er langt fra det eneste slot, der er værd at aflægge et besøg, når man er i byen. En halv times kørsel fra Schwerin ligger det storslåede barokke slot Ludwigslust, der betragtes som Versailles i nord. Hertug Friedrich fra Mecklenburg-Schwerin fik slottet bygget fra 1772 til 1776 efter planer fra hoffarkitekten Johann Joachim Busch. Hertuger boede i slottet indtil 1945. I 2016 blev den østlige fløj af slottet åbnet efter omfattende restaurering.
Hjertet af slottet er den gyldne sal med sine monumentale søjler, store spejle og prægtige krystallysekroner, hvor det er let at forestille sig de ekstravagante baller, der blev holdt. Næst efter salen er galleriet det vigtigste rum i slottet. Her kan man se en række malerier af Georg David Matthieu, Johann Dietrich Findorff, Johann Heinrich og Rudolph Suhrlandt, der udstilles sammen med nogle usædvanlige italienske kork-modeller af særlige bygninger. Efter et besøg på slottet kan man tage et hvil og en kop kaffe i slotscafeen, inden man begiver sig på opdagelse i den smukke slotspark. Der afholdes også forskellige events, som man kan planlægge sin tur efter.
Kunsthåndværk og shopping i Schwerin
Når man er turist i Schwerin, så bør man lægge vejen forbi det smukke sølandskab i Mecklenburg-Schwerin, hvor forskellige håndværkere har slået sig ned for at fremstille håndlavede produkter. De håndlavede produkter kombineres med moderne design og bæredygtige materialer. 20 specialprodukter er repræsenteret på den såkaldte "ManufakTour", hvor håndværkerne åbner deres værksteder for besøgende. Man kan deltage i forskellige workshops og kurser, hvor man blandt andet kan prøve alt lige fra smedning af brugsgenstand og kunstobjekter til produktion af keramik og glastryk.
Der er også rig mulighed for at tage på shopping i Schwerin. Den gamle bydel lokker med adskillige butikker og caféer, hvor man kan få flere timer til at gå. Mecklenburg-Straße er byens længste gågade og ligger centralt midt i byen med forskellige forretninger, cafeer og restauranter. Herfra kan du begive dig ned ad fx Friedrichsstraße med flere antikvitetsforretninger og videre ned af Münzstraße, som især udmærker sig med butikker med mode, smykker, kunst og design. Der er også gode shoppingmuligheder i indkøbscentrene Schlosspark-Center Schwerin, som huser over 120 butikker eller Marienplatz-Galerie og Schweriner Höfe. Derudover er der også forskellige markedsdage. Blandt andet er der hver onsdag det ugentlige marked på torvet og Schlachtermarkt ved rådhuset fra kl. 10 til 18, hvor lokale forhandlere fra regionen sælger deres produkter. På disse tidspunkter er det oplagt at tage på shopping i Schwerin, hvis man gerne vil have noget lokalt med hjem.