Usedom - aktiviteter og strandferie for hele familien
Når børnene nyder ferien, kan forældrene slappe af – og det er det, der gør Usedom til det perfekte sted at holde sommerferie i Nordtyskland På Usedom går sol, strand og sand op i en højere enhed. Med flest solskinstimer i hele Tyskland er der basis for mindeværdige udendørsstunder med nærvær og samvær for hele familien: Mens de mindste tumler i strandkanten med skovl og sand, kan de lidt større børn tage på Raketstationen Peenemünde og lærer om raketteknologi. På Usedom er hoteller med familieværelser en selvfølge.
Den perfekte sommerferie i Nordtyskland
En tur til stranden, der altid er tæt på, uanset hvor I befinder jer på Usedom, er oplagt for familier med små børn. Husk en ekstra skovl, for børnene får hurtigt medhjælpere, når de går i gang med at bygge deres sandslotte. For de små betyder sprogbarrierer ikke så meget. Bliver det for kedeligt på stranden, er der sjældent langt til en god legeplads. Selv i regnvejr finder I også indendørs legepladser. Med næsten 50 km sandstrand fra Karlshagen i vest til den polske grænse mod øst skal I nok finde nogle strandpladser. Der er udflugtsmål og aktiviteter for hele familien.
Heringsdorf og de andre badebyer
Strandene på Usedom kan sagtens underholde de større børn på ferien. De kan flyve med drager, gå til den på beachvolleybanerne eller hoppe om kap i bølgerne. På øen er der også mulighed for at surfe eller tage en tur på SUP (stand up paddling). Prøv også udflugtsskibene fra Adler Schiffe, der sejler mellem badebyerne. Her kan du læse mere om ruten og book dine billeter til en tur på udflugtsskibet fra Adler Schiffe. Hvem vil ikke gerne besøge flere strande og byer på én dag? Badebyerne ligger som perler på en snor: Trassenheide, Zinnowitz, Zempin, Koserow, Loddin, Ückeritz, Bansin, Heringsdorf og Ahlbeck. Bansin, Heringsdorf og Ahlbeck er de ældste badebyer på Usedom og kendt som kejserbadene fra dengang Tyskland var et kejserrige. Dengang gæstede kejsere og andre prominente personer byerne ved Østersøen, da de lå i overkommelig afstand fra hovedstaden Berlin.
Raketstationen Peenemünde
Under den idylliske overflade gemmer Usedom på en mere mørk historie. Større børn, som har hørt om 2. verdenskrig, vil få meget ud af et besøg på Raketstationen Peenemünde, der engang var et hemmeligt laboratorium for udvikling af V-2-raketten. Anlægget blev bombet i et luftangreb, men der er stadig så meget tilbage, at du kan gøre dig forestillinger om, hvad raketstationen Peenemünde var for et sted under krigen. I kan også tage med på en bustur rundt i området, der ellers ikke er tilgængeligt på egen hånd fra raketstationens flyveplads.
Familietur på cykelstierne
Hvis I er en aktiv familie, så er Usedom et oplagt sted at holde sommerferie i Nordtyskland. Her ligger oplevelserne bare og venter på jer på Usedoms veludbyggede cykelstier. Med madpakker i cykelkurven og nysgerrigheden på bagagebæreren kan I på den 19 kilometer lange Nordtur komme forbi et hus, der står på hovedet, tage med en dykkergondol langt ned under havets overflade og komme ind i en fortryllet verden med 2.500 sommerfugle. Vil I på en lidt længere tur, kan I også krydse grænsen til Polen i øst. Hvem vil ikke gerne prøve at krydse en grænse på cykel? Den polske del af Usedom hedder Uznam. Du kan på Usedoms turisthjemmeside finde forslag til mange cykelture for familien med henholdsvis små eller større børn.